Kystagervej 2, Svallerup, 4400 Kalundborg
"Farvel, vi ses i morgen tidlig" ...
"Farvel, vi ses i morgen tidlig" ...
Nogle steder har en særlig evne til at få en time til at gå på 5 minutter. Lidt ærgerligt måske, for så får en weekend jo hurtigt ben at gå på. Men sådan er det ofte, når man er et sted, hvor tiden ikke længere betyder så meget.
På Kystagervej i Svallerup er dagene ikke fyldt med planer, til gengæld med masser af små øjeblikke: de få meter til vandet, som altid er rent, altid klart, altid i bevægelse, altid med spiselige fladfisk. Morgenkaffen på terrassen, en god bog i solen og lange sommeraftener, hvor samtalerne får lov at fortsætte, længe efter Jorden har drejet Solen ned. ”Farvel, vi ses i morgen tidlig,” får man lyst til at sige. Vi er i Svallerup. Ingen kender Svallerup, bortset fra de få sommerhuse, der ligger her. Kystagervej 2 er fra 1917 bygget som det første fiskerhus i kvarteret.
Svallerup er et af de steder, hvor naturen stadig sætter dagsordenen langs den vestsjællandske kyst. Her møder åbne marker havet, og tempoet er et helt andet end i byen. Her er brede strande, højt til himlen og masser af plads til at trække vejret.
Kysten er kendt for de smukkeste solnedgange ned i Storebælt. En gåtur langs stranden er alt fra friske dukkerter og sandslotte til jagten på muslingeskaller og slebne sten. Området er også populært blandt lystfiskere, kajakroere og dem, der blot nyder en stille stund med udsigt over vandet. Selv på den varmeste sommerdag er her bare få mennesker, ingen isbod, ingen minigolf, ingen caféer. Her sker ikke så meget, lidt som at bo på en øde ø. Sådan skal det være. Det er et af de steder, man glæder sig til at komme tilbage til. Og det er måske den bedste kvalitet, et sommerhus kan have.
Huset er på 87 m2 på anneks og et bådhus, som også kan være fitnessrum eller et partyhus til 1.000 gæster. Næsten. Hele den stille herlighed står på en 2.750 m2 stor grund 4 meter over havets overflade i det hyggelige Svallerup Strand sydøst for Kalundborg i en lille lukket enklave med ca. 100 huse. Fra København er det en tur på én time og et kvarter.
Kontaktperson

Mathias Norman Knudsen
Indehaver
Ejendomsmægler MDE
mathias@eltoftnielsen.dk
25 74 22 02