Gudernes kvarter …
Med vejnavne som Odinsvej, Friggasvej, Thorsvej, Lokesvej og Valhalvej, ja, så er vi selvfølgelig i de nordiske guders kvarter tæt på dem, der troede på dem, nemlig vikingerne på Vikingeskibsmuseet og lystbådehavnen. Roskilde er jo en gammel vikingeby, så naturligvis skal guderne æres her. Vi er i bunden af Roskilde Fjord med den mest fantastiske udsigt til havnen, fjordvandet og Domkirken. Huset på Valhalvej ligger nemlig højt i terrænet. Grunden er på 796 m2.
Valhalvej 19 er bygget i 1954 med en syd- og vestvendt overdækket terrasse og altan. Store rum, masser af lys. Med 181 etagemeter, hvor de 69 ligger i underetagen, er det et rigtig godt hus til familien med børn. Og så er der endda mulighed for at tilbygge 85 m2 ekstra. Det har en af de bedste beliggenheder i Roskilde. Ja, her er udsigt til lystbådehavnen, og så er der ikke langt til stranden, Vikingeskibsmuseet og lystbådehavnen er en gåtur ad stier lige om hjørnet. Havne har altid deres lyde, og en af de mange er vindens susen fra bådenes master, især når fjordvandet viser tænder med dis og vand i luften. Og så er der Domkirken, som på grund af det kuperede terræn kan ses fra det meste af Nordøstsjælland. Men fra huset er det bare en gåtur gennem byens parker. Mageløs er den, Domkirken, som har stået her siden 1170. Boserup Skov er også bare en gåtur. Vand, historie, kultur og skov, det bliver ikke meget bedre i Roskilde.
Roskilde er en af de ældste byer i Danmark. Vi skal helt ned til vikingetiden og den sorte middelalder for at finde de første fortællinger om byen. I dag er byen en moderne by med gågade til dem, der ikke kan undvære butikker og caféer. Turen til København er en togtur på 20 minutter. Det første tog i Danmark kørte fra Roskilde til København i 1847. Så toget kender turen.