En kliché, vi ved det, men vi rødmer ikke, for det er en sandhed ...

En kliché, vi ved det, men vi rødmer ikke, for det er en sandhed ...

Byen i byen, siger man om Frederiksberg, og det er jo ikke helt skudt ved siden af. Her har alle ret til et træ udenfor vinduet. Altså mindst ét træ, mange har dog mange flere. Prøv så lige at være fugl på Fuglebakken, kvidr, kvidr, pip, pip, kvidr, kvidr siger de, for det grønne og rolige villakvarter er deres kvarter. Kvarteret fik sit navn fra Fuglefængergården og vejene efterfuglene, hvor man i 1700-tallet indfangede fugle på gården. Det gør man så ikke mere. Tak for det. Nu synger de bare. Altså fuglene.

Midt i kvarteret langt væk fra store veje ligger det smukkeste hus på Drosselvej, et niv-mig-i-armen-hus, for det er bestemt ikke hver dag, vi ser så smukt et hus hvile i sig selv. Med 297 m2 er det et urimeligt stort hus, selv for familien med flere børn. Alt er her, intet mangler, alt har været den store soldetur igennem. Grundplanen er på mere end 160 m2, og selvfølgelig er det en kliché, at hjertet i huset er det store køkkenalrum. Vi ved det, men vi rødmer ikke, for det er en sandhed. 3 store terrassedøre i stuen mod den nyanlagte terrasse og have, masser af lys. Pyha, her kan man da godt bo til sine dages ende.

Børnene får en privilegeret hverdag her. Det gør de voksne også. Når skoleklokken ringer ind, så er kvarterets forældre og børn på vej hånd-i-hånd på vej til skole på de lukkede villaveje. Det samme om eftermiddagen, når de lokale mødes for at lufte deres hunde i de grønne områder. Eller senere på aften, når naboer mødes over en kop kaffe eller et glas vin på den lokale kaffe- og vinbar. Lige her drysser dagene videre som en rolig puls. Med beundringsværdige ejendomme, parker, slot, dyrene i Zoo, restauraterme, caféerne, museerne, teatrene, kirken, alléerne, smukke tennisbaner, trendy butikker, Lorry, nærværet, musikken og fællesskabet har Frederiksberg så stor en identitet og så meget at byde på, at selv naboen København må være lidt misundelig.