Merianstien 4, 3390 Hundested
Her taber man underkæbe og mæle ...
Specifikationer
Fritidshus
- Boligareal:82 m2
- Grundareal:2.233 m2
- Værelser:3
- Garage:27 m2
- Bygget/ombygget:1963/2011
Her taber man underkæbe og mæle ...
Bymennesker ved det nødvendigvis ikke, men deroppe på Nordkysten har istiden altså skabt en natur og nogle skrænter ud mod den maritime natur i Kattegat så besættende, at selv den mest cafévante, cool metropolit kan tabe underkæbe og mæle. Der er mange trin ned til stranden, god motion, for man skal jo også hjem, men de er hvert et trin værd, for stranden er den måske bedste strand med det bedste badevand på Sjælland.
Bare 650 meter fra skrænten og trappen med de mange trin til stranden står et bjælkehus på Merianstien 4. Her har det delvist stået siden 1963. Delvist, for alt det tidligere indenfor er kørt ud, og nyt er kørt ind på håndstrakte håndflader til det toplækre sommerhus, det er i dag. Kun den gamle køkkendør står tilbage. Her er højt til loftet, bogstavligt talt, fornemmelsen af plads og rum er ophøjet i det 82 m2 store sommerhus. Kernen i huset er pejsen, som med sin skorsten mod himlen fungerer som masseovn for resten af huset. Det virker. Med vinduer mod kip er her masser af lys. Grundene er store i kvarteret, så med 2.233 m2 grund er haven privat og ugeneret med blåbær, brombær, blommer, ribs, æbler og pærer. En økofrugtbod af en have med masser af fuglefløjt i luften. Ellers er her stille og roligt.
Sommerhuset ligger forenden af en lille vej. Indkøb er Thorup eller Liseleje, en kort cykeltur på 3 kilometer.
Liseleje mod øst er en af de populære sommerkystbyer i Danmark. Byen er en klassisk sommerbadeby med sommerhusgæster i sandaler og klipklapper. Kikhavn mod vest er en fortælling om en tid med landbrug og fiskeri, byen har derfor mange, hvidkalkede og stråtækte gårde og huse. Byens historie begynder i 1200-tallet, og den er det ældste fiskerleje i Halsnæs.
Kikhavn står i dag som for godt 200 år siden. Som et mindre mirakel har byen trodset ildebrande, havets vilde vejr og anmassende turisme.