Urter og blomster i krukkerne ...
Lige om lidt er der blade på træerne og fest på terrassen med urter og blomster i krukkerne.
Uden vi ved af det retter basilikummen på håret, mynten varmer stemmen op, og kaktussen mumler, at den altså ikke deltager.
Men hvad sker der derude på terrassen, når mørket sænker sig, når aftenduggen bliver til dråber på bladene, når vi mennesker lukker døren for natten og glemmer at tage den halvt fyldte vandkande med sig?
“Så er det nu!” hviskede basilikummen i krukken og rettede på sine blade. “Jeg har ventet hele dagen på det her.”
“Ventet på hvad?” sukkede kaktussen tørt fra hjørnet. “Endnu en aften med jeres grønne drama?”
“Fest, selvfølgelig!” svarede pelargonien og rystede sine røde blomster, så et par kronblade dryssede ned som konfetti. “Jeg har pyntet op hele eftermiddagen.”
“Det dér er ikke pynt,” sagde rosmarinen. “Det er krukkenedfald.”
Men festen var allerede i gang. Mynten havde fundet en gammel teske, som den brugte som mikrofon, og begyndte at synge:
“Jeg er frisk, jeg er grøn, jeg er uimodståe-liiig”
“Kan du skrue lidt ned?” mumlede lavendlen. “Jeg prøver at skabe stemning herovre med duft.”
“Stemning?” grinede tomatplanten og vippede med sine små grønne tomater. “Det her er en fest, ikke et wellnesscenter!”
Pludselig lød en dyb stemme fra den store krukke bagerst.
“ER DER NOGEN, DER HAR SET MIN SKYGGE?” brummede den enorme solsikke, der ragede op over de andre.
“Du står i den,” svarede kaktussen.
Samtalen blev afbrudt af et dramatisk gisp.
“Åh nej!” peb jordbærplanten. “Jeg tror, jeg mister en!”
Alle vendte sig. Et modent jordbær hang faretruende og dinglede.
“Hold fast!” råbte basilikummen.
“Jeg KAN ikke, jeg er et bær!” skreg jordbærret.
Plop.
Der blev stille.
“Fem sekunders stilhed for en faldet kammerat,” sagde rosmarinen højtideligt.
…to sekunder senere begyndte mynten at beatboxe.
Festen eskalerede hurtigt …