Død Fugls Ære
Dette er en fortælling om respekt og anerkendelse – om indsigt i et nuanceret etikbegreb, som ofte får kaminen til at blusse op i familien-Danmark-samfundets stuerene moral.
Dette er en fortælling, der bringer os hele vejen fra kommerciel opdræt af fasankyllinger, dyrkning af skov- og landbrugsjord til organiseret og dybt passioneret jagt, medmenneskeligt broderskab frem til at skyde hagl igennem kroppen på et dyr og høre det falde livløst til jorden. Og det er ikke kun synet af blodsprængte øjne og duften af krudtslam, der står tilbage.
Aldrig før har jeg reflekteret over jagt som et ædelt håndværk på lige fod med at bygge en smuk, svungen trappe i ædeltræ eller anlægge og pleje en fuldendt fransk barokhave med dens livagtige skulpturer og smukke, lige alléer, der ubarmhjertigt definerer afstanden mellem det perfekte og det, der mislykkedes.
Aldrig før har jeg oplevet en herregårdsjagt, hvor hvert et skud sendes af sted med en uforbeholden respekt og anderkendelse. Jægeren betragter hvert dyrs skønhed – først som en del af de omkringværende, naturrige omgivelser – straks efter i sigtet, hvor tiden står stille, og intensiteten og bestræbelsen efter at mestre det rette øjeblik får adrenalinet til at pumpe i kroppen. Antræk, fokus, sigte og skud – alt på to til fire sekunder.
Aldrig før har jeg været en del af en fortælling, der synes at involvere det jagede med samme ære som jægeren. Aldrig før har jeg været med til en jagt på Vesterbygaard Gods.