Der er ellers sket meget med friluftslivet ...
Der ligger stadig dug på græsset nede ved søen …
Klokken er lidt over fem, og luften har den der kolde morgenlugt af vådt træ og mudder. En eller anden fugl larmer inde fra sivene, som om den er sur over at være vågen så tidligt. På en væltet stamme sidder en mand med en grøn termokop mellem hænderne. Han gør ikke rigtig noget. Fisker ikke. Tager ingen billeder. Telefonen ligger i jakkelommen uden lyd på. Han sidder bare og kigger ud over vandet.
Alt bliver målt
For nogle år siden ville mange nok syntes, det virkede mærkeligt at bruge en lørdag morgen på den måde. Nu virker det næsten som noget flere og flere længtes efter. Ikke eventyr. Ikke præstation. Bare ro. Der er ellers sket meget med friluftslivet. Det er blevet hurtigere på en eller anden måde. Mere udstyr, flere regler, flere ting man burde kunne. Vandreture skal måles i kilometer. Kajakker og cykler skal være de rigtige. Selv stilhed er blevet noget, man nærmest kan optimere på. Men rundt omkring findes der også mennesker, som bruger naturen helt anderledes. En kvinde går den samme tur rundt om den lokale mose hver søndag morgen uden nogensinde at tage et billede af den. En studerende cykler ud til en mark om aftenen bare for at ligge på jakken og kigge op. En pensionist laver kaffe på et gammelt trangia-sæt bag en læhegnskant og bliver siddende længe efter kaffen er drukket.
Mindre larm
Det lyder ikke af meget. Det er måske også hele pointen. Mange beskriver den samme følelse, når man spørger dem hvorfor de tager derud: at hovedet simpelthen larmer mindre. De fleste af os lever indendørs foran skærme det meste af dagen. Telefoner summer konstant. Der er altid noget, man burde svare på, læse eller følge med i. Selv når man holder pause, føles det tit som om hjernen stadig står og blinker.