Den eleganteste
Den eleganteste
Hvis jeg var en plads, ville jeg ubetinget være Sankt Annæ Plads i København.
Før den blev anlagt i begyndelsen af 1750’erne var den en kanal parallel med Nyhavn med det livløse navn ’Sankt Annæ Grav’. Kanalen fortsatte ad Bredgade og videre til Esplanaden, hvor den endte i Toldbodgade ved havnen. Men under anlæggelsen af rokokobyen Frederiksstaden blev kanalen fyldt op, og en ny plads, Sankt Annæ Plads, fik sit eget rum i den voksende hovedstad.
Pladsen forbinder Nyhavn med Frederiksstaden, men det kunne have været anderledes. For i 1942 var der politikere og arkitekter med store ambitioner for København.
Sankt Annæ Passage og husrækken Bredgade 27 til 33 skulle nedlægges, og Sankt Annæ Plads forlænges mod Landgreven og Kongens Have. Men husrækken og passagen overlevede, planen blev opgivet. Måske fordi der var krig og Danmark besat. Men sikken mageløs plan.
København havde fået en akse fra Nyhavn hele vejen til Rosenborg Slot, og vi ville have haft et helt andet København, end det, vi kender i dag.
Sankt Annæ Plads er lige så meget vej som plads. Indtil midten af 1800-tallet var det blot en brostensbelagt plads med statuer af Christian den 9., Tietgen, Hartmann og den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt.
Stort set alle ejendomme på Sankt Annæ Plads er hvide bygninger. De insisterer alle på at ville noget. At give Sankt Annæ Plads karakter. Mange er adresser for erhverv, men nogle af de mest eksklusive lejligheder i København ligger her med de smukkeste ansigter til pladsen, den nye strand ved Kvæsthusbroen og Skuespilhuset.
Det grønne anlæg mellem vejene er fyldt med liv. Turister, flanerende københavnere og mødre og fædre og legende børn.
Og så har Sankt Annæ Plads netop været igennem en 5 år lang renovering. Det grønne anlæg er forlænget ned til Skuespilhuset ved havnen. Ved renoveringen er Sankt Annæ Plads blevet en skybrudsgade, hvor regnvandet ledes væk fra husene i Frederiksstaden ned i havnen.
Projektet er et samarbejde mellem Københavns Kommune, RealDania, Zacho-Lind og private donorer.