Rosavej 5, 2930 Klampenborg
Som en giraf, der strækker halsen for at se rigtig langt...
Som en giraf, der strækker halsen for at se rigtig langt...
En smule tilbagelænet og højt oppe fra den nye kystvej og den gamle strandvej ligger én af de mest uforstyrrede og godt beskyttede veje i Klampenborg. Det er Rosavej. Vejen er uforstyrret, fordi den er lille og blind. Og den er godt beskyttet med fort og kanoner for enden af vejen på Hvidøre Batteri. Det giver vejen identitet og karakter. Historien om Københavns Søbefæstning fra 1892 lever stadig her ved Hvidørepynten.
Dansk håndværkstradition
Klassisk 1936, eller klassisk funkis, kunne vi også sige om huset på Rosavej 5. Funkis er den stilhistoriske betegnelse for arkitekturen mellem 1. og 2. verdenskrig. Funkis fik danske arkitekter til at dele sig i 2 grupper: Den ene med Le Corbusiers hvide, kubiske huse, et klart brud med dansk byggetradition, og den anden, som kombinerede funkis med dansk håndværkstradition og gule mursten. Den sidste gruppe fik den største betydning for boligbyggeriet i Danmark.
Udsigt over vandet
Som en giraf, der strækker halsen for at se rigtig langt, er der en god udsigt over Øresund fra huset Rosavej 5. Vi er i bunden af vejen lige over for kanonerne. Det er et hus på 318 etagemeter ideel til familien med børn. Der er børn i kvarteret på den lukkede vej, ikke meget trafik her, tak for det. Der er 500 meter til tennis og fodbold, 750 meter til Skovshoved Skole og halvanden kilometer til Skovgårdsskolen. Grunden er på 900 m2 med en have, der er nem at passe.
Skov og vand
Til højre for Rosavej ligger Skovshoved havn nogle få hundrede meter ned ad kystvejen. Havnen er én af de store lystbådehavne på kysten med en aktiv sejlklub. Klubben er kendt for sin optimistbådsafdeling. Til venstre ligger Dyrehaven og Bellevue Strand og den ikoniske strandpark, tænkt og tegnet af arkitekt Arne Jacobsen. Hvidøre Batteri blev nedlagt i 1922. Det er i dag udstykket og bebygget med villaer. Men ammunitionsmagasinet er bevaret med indskriften ’HVIDØRE’ over indgangen.
Kontaktperson

Christina Linnet
Salgschef
Cand.merc.
linnet@eltoftnielsen.dk
24 24 74 55