Dyrehøj Strandvej 30, Lumsås, 4500 Nykøbing Sj
Her bliver man tryllebundet af den maritime natur …
Her bliver man tryllebundet af den maritime natur …
Lumsås er et af de mest attraktive og populære sommerhusområder i Danmark. Strandene og vandet i Sejerø Bugt er nogle af de bedste på Sjælland, og vi skylder den gletsjer, som smeltede forbi, en stor tak for den maritime natur.
På en af de bedste beliggenheder i Sejerø Bugt i Lumsås ligger et stort sommerhus højt i terrænet med 6 soveværelser. Huset er helårsanvendeligt og tilbygget i henholdsvis 2014 og 2021 og står med sine 152 m² som et moderne fritidshus. Grunden er ekstraordinær stor på 3.630 m² i 1. række til en levende, privat sandstrand, som den maritime natur nu engang opfører sig. Kvarteret er et smørhul i Lumsås, og man bliver tryllebundet af at sidde på terrassen og kigge ud over vandet – her tager en time meget nemt fem minutter. Stort set alle træer er fældet mod vandet, så udsigten domineres af havet. Huset er trukket helt tilbage på grunden. Det er et krammehyggeligt sommerhus med masser af plads, masser af charme og en vellykket tilbygning med havudsigt fra flere af værelserne. Solnedgangene giver det mageløseste lys på himlen, når solen går ned i bugten. Med en beliggenhed så tæt på vandet er præmissen, at man kan høre havet. Her er bølger, skvulp, dønninger og brændinger, så man behøver ikke tælle får for at falde i søvn.
Lumsås er en gammel by med knap 850 indbyggere. Den nævnes første gang i begyndelsen af 1200-tallet, men arkæologiske fund har vist, at der i de seneste 2.500 år har boet mennesker i og omkring Lumsås. Åsen, som er en bakkekam af sand og grus, blev dannet under istiden. Første led, “lum”, betyder sandsynligvis håndtag, mens sidste del henviser til byens placering på åsen.
Kontaktperson

Jesper Bregnegaard Andersen
Filialchef
Ejendomsmægler MDE, Cand.Merc.EMF
jesper@eltoftnielsen.dk
41 10 09 93