Strandstræde 9, 4500 Nykøbing Sj
Charme, selvtillid og lækkert hår...
Specifikationer
Villa
- Boligareal:77 m2
- Grundareal:303 m2
- Værelser:3
- Bygget/ombygget:1850/1993
- Energimærke:C
Charme, selvtillid og lækkert hår...
Det er ikke helt entydigt at definere charme. Er det selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj sang i 1990erne, er det klassens smukkeste pige med de kridhvideste og snorlige tænder, er charme det perfekte måltid, eller er det et hyggeligt, rødt dukkehus med skæve tænder på en af de bedste beliggenheder i Nykøbing Sjælland?
Tja, døm selv, vi er dog ikke i tvivl. På facaden til det røde hus i Strandstræde står der Dukkehuset, nok fordi det med 77 m2 på en 303 m2 stor grund ikke er verdens største hus. Til gengæld er det et af de mest charmerende med en lille udbygning til en hobby som eksempelvis keramik. Selv prisen er charmerende, her kan førstegangskøbere for en sjælden gangs skyld være med. Det har stået her siden 1850, ja, den gang, da byen endnu var købstad med privilegier og 8 brændevinsbrænderier. Det er da også charmerende.
Er du stor, er du en gade, er du lille, er du et stræde som Strandstræde. Huset ligger trukket tilbage fra vejen med parkeringsplads på grunden og en ugeneret have. Ikke meget havearbejde her, tak for det. Tog og bus er 5 minutter på gåben. Her er stille og roligt, alt i byen ligger lige om hjørnet, Algade, havnen, de lækre butikker, supermarkederne, kulturen, de gode restauranter og caféer.
Omkring 6.000 menneskesjæle har valgt at bo i Nykøbing Sjælland hele året, og det er til at forstå. Naturen er stor, vild og smuk bare én time fra København. Byen er i udvikling med mindre erhverv og nye arbejdspladser, her er gode institutioner og skoler. Ja, der er mange sommerhusejere i Odsherred og omegn, og derfor også turister i byen om sommeren. Det er godt for byen, for økonomien, for iværksætteri og for dem med selvtillid og lækkert hår.