Skovvej 71B, 2920 Charlottenlund
Fantasifulde kanoner med krudt og kugler




Specifikationer
Villa
- Boligareal:167 m2
- Grundareal:970 m2
- Kælder:90 m2
- Værelser:4
- Garage:26 m2
- Bygget/ombygget:1952/1964
- Energimærke:D
Fantasifulde kanoner med krudt og kugler
Skovvej er ikke bare den smukke vej, som går op og ned og bugter sig fra Dyrehaven i øst til Bernstorffparken i vest. Skovvej har Ermelunden som genbo, og Ermelunden, den er der al mulig grund til at omfavne. Ermelunden er et kuperet løvskovsområde på 70 hektar med fort, dal, søer og slette med heste på græs. Som en del af Københavns Befæstning var der tidligere kanoner på fortet og dalen kunne fyldes med vand. Man blev våd og skudt på, hvis man ville indtage København. I dag er Ermelunden et eftertragtet, rekreativt område bare 10 minutter fra København.
Huset på Skovvej har Ermelunden i baghaven. Det er på 257 etagemetre og bygget i 1952. Grunden er på 970 m2 med en kultiveret og velplejet have. Nuværende familie har boet her i over 45 år og sat sit præg med forbedringer, som eksempelvis at udvide 1. salen med store kviste, som inviterer naturen i Ermelunden indenfor. Alt er passet på, alt er vedligeholdt, og selv om der altid er plads til forbedringer, er det hele lige til at flytte ind i. Med en knastør og høj underetage er huset ideelt til børnefamilien.
Børnefamilier har det godt på Skovvej. Ermelunden er én stor legeplads med fort og fantasifulde kanoner med krudt og kugler. Og så ligger nogle af Danmarks bedste institutioner og skoler tæt på, private som offentlige. Det samme gør gymnasier og sportsfaciliteter. De Røde Porte til Dyrehaven er de karakteristiske indgange, og de har alle et porthus bygget til skovløberen. At skoven hedder Dyrehaven er ikke tilfældigt. Her har altid været dyr og i dag er bestanden af hjorte på over 2.000. Dyrehaven har gennem flere hundrede år udviklet sit eget liv som én af de smukkeste, rekreative skove på Sjælland.















