Lyngbakken 29, Veddinge Bk, 4540 Fårevejle
Sol på næsetipper, bare maver og hvide fødder...
Specifikationer
Fritidshus
- Boligareal:105 m2
- Grundareal:2.751 m2
- Værelser:3
- Byggeår:1998
Sol på næsetipper, bare maver og hvide fødder...
Alt har en ende, en regnorm har 2, sang Shu-bi-dua. Ja, og så lige Odsherred, som fra den ene ende til den anden har 250 kilometer kyststrækning, hvor nogle af de bedste sand- og badestrande på Sjælland ligger i Veddinge Bakker. I Danmark er der 235.000 sommerhuse, altså sådan i runde tal, og kun 200 af dem ligger i Veddinge Bakker. Ikke mange, og de er selvfølgelig så eftertragtede som noget er, når efterspørgslen er større end udbuddet.
Sommerhuset på Lyngbakken er så nyt som fra 1998, ikke meget vedligeholdelse her, tak for det, og så er det lige til at flytte ind i. Det ligger i 3. række til vandet, så det tager mindre end 2 minutter med fødderne i klipklapper og håndklæde over skulderen at gå til vandet i Kattegat, som altid er i bevægelse, altid friskt, altid klart. Huset er på 105 m2, og med 3 soveværelser er det ideelt til familien med børn og venner på besøg. Udelivet fylder i Veddinge Bakker, og så er det godt med 2 overdækkede terrasser og en syd- og vestvendt terrasse. Sol hele dagen, nemlig, sol på næsetipper, bare maver og blåhvide fødder. Fra brændeskuret kan man lige skimte vandet, så lad os bare kalde det havudsigt. Grunden er på 2.751 m2, ja, stor er den, sådan er de fleste matrikler i bakkerne.
Mange, mange veje i Veddinge Bakker ender på bakker, fordi alt er bakket, op og ned. Gletsjere fra istiden har skabt bakkerne og det kuperede landskab, som Veddinge Bakker er gjort af. Der er ikke langt til indkøb i Asnæs, og der er kun en time til København. Veddinge Bakker er en del af det UNESCO-bevarede område i Odsherred. Det er en af de mest populære sommerhusbeliggenheder på Sjælland med hyggelige gårdbutikker, hvor børn plukker jordbær og graver kartofler op. Det er heller ikke helt tilfældigt, at de bedste restauranter i København køber deres grøntsager netop her.