Strandboulevarden 58, 4. tv., 2100 København Ø

Specifikationer
Lejlighed
- Boligareal:147 m2
- Værelser:4
- Bygget/ombygget:1907/1942
- Energimærke:C
Strandboulevarden 58, 4. tv., København Ø
Strandboulevarden 58 er en hjørneejendom bygget i 1907 som nabo til Rosenvængets Kvarter, Danmarks ældste villakvarter. Kvarteret har ligget her i 150 år som byens grønneste åndehul. Mange af villaerne blev oprindelig bygget af kendte kulturpersonligheder som maleren Wilhelm Marstrand og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.
Hjørneejendomme, de har karakter. De definerer hjørner, om det så er små hjørner eller store hjørner på små eller store gader. Lige meget. De kan være så definerende, at selv en boulevard ville miste sin identitet, hvis en hjørneejendom over natten pludselig sagde farvel og tak for denne gang. Lejligheden på Strandboulevarden 58 ligger oppe på 4. sal. Det er en lejlighed med højt til loftet, smukke rosetter og stuk, tunge fyldningsdøre og en skøn sydvendt altan. Sådan bygger man ikke mere, desværre. Her er 147 m2 med elevator lige til hoveddøren. Vælger man trappen, er de mange trin ikke kun godt for hjerte og puls, men også for ånd og øje. For ligesom i lejligheden er det en tur med fint, dansk skønvirkehåndværk som stuk, høje paneler, facetslebne glaspartier i vinduerne og smukke hoveddøre hele vejen op. Højt oppe er godt, det er jo her, lyset er. Lækker lejlighed, masser af lys, højt til loftet, ja, lige til at flytte ind i. Der bor unge, ældre, enlige og børnefamilier i ejendommen. Aldersdiversitet, som man vist siger.
Bare 5 boulevarder er der i København. Og som boulevarder nu en gang er, så er de brede, de har cykelstier og fortove og en midterrabat med træer i begge sider. En markant, landskabsmæssig kvalitet i byen, det er det, boulevarder byder ind med. Sådan en boulevard er Strandboulevarden på Østerbro. Den ligger parallelt med og lige bag Nordhavn, byens SOHO, som i dag har udvidet København med et spændende, maritimt kanalmiljø. Den gamle industri er tænkt ind i den nye arkitektur. Resten af København er lige om hjørnet. Det gælder de bedste restauranter, caféerne og de lækre butikker, og det gælder kulturen med gallerierne, balletten i Det Kongelige Teater, skuespillet i Skuespilhuset, de grønne væresteder som Sankt Annæ Plads og Kongens Have.





















