Sandlodden 12, Lumsås, 4500 Nykøbing Sj
Sol på maven hele dagen. Stor er den, altså terrassen...
Sol på maven hele dagen. Stor er den, altså terrassen...
Når sneen ligger som et maleri på stranden og kattegatvandet flyder tungt med grødis, så må kysten her mellem Klint og Ebbeløkke være den rene lykkefølelse for vinterbadere. For os andre er det nok stranden om sommeren, der forfører. Og der er ikke langt til vandet fra sommerhuset på Sandlodden i Lumsås. Et par hundrede meter. Og så er der kun 3 minutters gang til Sonnerup Skov, eller Mirakelskoven, som miljøministeriet kalder den.
Sandlodden 12 er bygget i 1978, hvor hovedhuset er på 60 store m2 samt yderligere 20 m2 anneks. Store kvadratmeter, fordi hver en m2 er udnyttet så optimal, at her er plads til 3 soveværelser med køkkenalrum og stue. Med annekset til gæster er her plads til familien med børn og venner på besøg. Syd- og vestvendt terrasse, sol på maven hele dagen. Stor er den, altså terrassen, større end sommerhuset, for i et sommerhus betyder ude lige så meget som inde. Grunden er på 903 m2 naturgrund, som stort set passer sig selv.
Strandene heroppe er ikke kun badestrande. Mange står med waders og fisker ørred, hornfisk, torsk og havbars. Vandet i Kattegat er altid friskt, altid i bevægelse, det kan fisk godt lide.
Sonnerup Skov ligger lige om hjørnet. Mirakelskoven, kaldes den, fordi det tog 100 år med mange forsøg, et ufatteligt slid og en indædt stædighed at forvandle den 290 hektar store lynghede til skov. Sandflugt, tørke og salt fra Kattegat slog de spirende træer ihjel. Hårde odds for en skov. Derfor har skoven et helt specielt, troldeagtigt udseende. I dag er skoven så veletableret, at nye frø kan vokse op af sig selv.















