Opret personlig profil

Det ser ud til at være første gang du logger på dit dashboard - derfor skal du oprette et brugernavn og en adgangskode, som kun du kender.

Kirkevænget 24, 4581 Rørvig

Traditionen utro

Plantegning

Specifikationer

Fritidshus
  • Boligareal:113 m2
  • Grundareal:3.092 m2
  • Værelser:5
  • Sagsnr.:IEN7994

Traditionen utro

Kirkevænget er ikke en vej med store forandringer. Det er den blinde grusvej med store sommerhuse på store grunde. Sådan har det altid været. Det er også vejen med de familiære ansigter, for sommerhusene får ikke nye ejere, de overtages af den næste generation, og den næste og den næste. Havelågen til skoven og stranden for enden af vejen er fra dengang, da strandmoden for mænd og kvinder var uldne badedragter. Kirkevænget bag den højgule kirke er vejen med nogle af de første sommerhuse i Rørvig. Det er en sommerhusvej med hukommelse, en vej med traditioner.

Men nu skal der ske noget. Opstand, revolution? Som en anden teenager er Kirkevænget 24 traditionen utro. Det er til salg. Det er bygget i 1933, købt af bedstefar og overtaget af sønnen i 1977, som udvidede huset, så det i dag har 113 sommerhushyggelige m2. Det er bygget med 2 separate afdelinger, den ene til forældrene, den anden til børn eller gæster. Grunden er en naturgrund med lyng og træer. Med 3.092 m2 er den stor med sol på terrasser og lyng hele dagen. Det var oprindeligt et sandet kvarter, men træerne har siden beplantningen i slutningen af 1800-tallet lagt et fint lag muld på skovbunden. Sand, muld, duften af træer, fred og ro og anneks til gæster, det bliver ikke meget bedre at have sommerhus i Rørvig.

Med vand i Kattegat mod nord og Isefjord mod øst er Rørvig en af de mest attraktive sommerhusbyer på Sjælland. Solen skinner altid lidt mere heroppe. Fra Kirkevænget kan man nå alt på en cykel. Farvel bil. Den gamle havelåge er lågen til Rørvig Sandflugtsplantage, en smal, 4-kilometer lang skov på kanten af Kattegat. Fra huset er der 400 meter til klitterne på én af de bedste strande på Sjælland.

Udforsk andre
Fritidshuse til Salg