Egernvænget 9, 4581 Rørvig
Hvem bor på Egernvænget?
Hvem bor på Egernvænget?
Det gør familien egern, selvfølgelig, for når en sommerhusvej hedder Egernvænget, er det nok fordi der er egern i kvarteret. Parallelvejen hedder Degnevænget, så der har degnen til den højgule, smukke kirke boet. Og sådan kan man blive ved, kan man, for vejnavne kommer ikke ud af ingenting. Fælles for vejene er, at de ligger i kvarteret med nogle af de første sommerhuse i Rørvig. Vængerne er vejene med grus på maven i stedet for asfalt, det er veje med hukommelse, veje med traditioner. Sommerhusene på vængerne får sjældent nye ejere, de overtages af den næste generation, og den næste og den næste.
Sommerhuset på Egernvænget 9 ligger for enden af en lukket vej, og er på 76 lækre m2 med et lige så lækkert anneks på en 2.581 m2 stor grund. Ja, her er plads til mange egern, men rådyrene kigger altså også forbi for naturligt at holde beplantningen nede. Huset er bygget i 1976 som et fristed, et levehus, som et ideelt familiehus, hvor man kan gemme sig hele året. Lyst og rummeligt er det med loft til kip og plads til overnattende gæster og venner i alle størrelser. Store vinduer, stor udsigt til haven. Spisestuen og den vestvendte terrasse er husets midtpunkt. Det er et meget velholdt sommerhus på en af de allerbedste sommerhusadresser i Rørvig, og tænk, det hele er lige til at flytte ind i.
Med det klareste vand i Kattegat mod nord og Isefjord mod øst er Rørvig en af de mest attraktive sommerhusbyer på Sjælland. Solen skinner altid lidt mere heroppe. Fra Egernvænget kan man nå alt på en cykel. Farvel bil. Turen til stranden går gennem naturskønne Rørvig Sandflugtsplantage, en smal, 4-kilometer lang skov med nåle- og løvtræer på kanten af Kattegat. Fra huset er der 500 meter til plantagen og klitterne på én af de bedste sand- og badestrande på Sjælland.


















Teamet

Kontaktperson
Jacob Bøje Pedersen
Ejendomsmægler MDE
jacob@eltoftnielsen.dk
30 87 14 93

Sagsbehandler
Laura Holm
Trainee
laura@eltoftnielsen.dk
70 20 21 05