De står her endnu, fordi håndværket fik lov...

De står her endnu, fordi håndværket fik lov...

Er man bare det mindste i tvivl om, hvad en murermester kan skabe med noget så dansk som en rød, klassisk mursten, mørtel og en murske, så skal man bare tage en tur til Duntzfelts Allé i Hellerup. Alle sten i facaden og hele vejen op til kip er lagt i forbandt, og det er svært ikke at klappe og bukke og neje, fordi det her er bevist, hvad håndværk kan, når det får lov. Om det så er sålbænkene under vinduerne, ja, de hviler på den røde mursten. Mange af husene fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet står her endnu, fordi håndværket fik lov.

Duntzfelt Allé 33 er bygget i 1911. Her er 425 etagemeter bolig, hvor de 134 ligger i underetagen. Håndværket fortsætter inden for med rosetter og den smukkeste stuk, de fine træpaneler, tunge fyldningsdøre og en hall med et trappeløb, man nok ikke ville bygge i dag. Alt er smukt, alt glæder det menneskelige øje, alt er lige til at flytte ind i.

Vilhelm Duntzfelt var en dansk handelsmand i 1700-tallets Vestindien. Han har aldrig boet i Hellerup, men fik en vej opkaldt efter sig af sin gode ven Johannes Søbøtker, som ejede landstedet Øregård. I dag er Duntzfelt Allé en af de mest attraktive veje i Hellerup. Her er villaer og ejendomme med lejligheder, som var man i London. Hellerup er byen med de fine strøgbutikker, restauranterne, caféerne, havnen, stranden, skoven og badeanstalten. Tidligere tiders velhavere valgte Hellerup, når de med mursten, håndværk, plads og højt til loftet ville sig selv, deres samtid og eftertid noget. For eftertænksomhed og kvalitet holder. Patina bliver til ædelrust, sådan er det, og det er huset på Duntzfelt Allé 33 et elegant eksempel på.