Duntzfelts Alle 14, 2. tv., 2900 Hellerup
Altså, ingen kompromisser her...

Specifikationer
Lejlighed
- Boligareal:195 m2
- Grundareal:1.216 m2
- Værelser:6
- Byggeår:1902
- Energimærke:C
Altså, ingen kompromisser her...
Den, der er meget stærk, må også være meget god. En fin vejviser til alt i livet, og så endda fra Pippi Langstrømpe. For det betyder også at den, der har en lejlighed af historisk værdi, har et ansvar for at bevare, vedligeholde og udvikle mest muligt af lejlighedens kulturarv for eftertiden. Nemt at forstå, men ikke alle har tålmodighed, økonomi og tiden med sig, og så har vi balladen med forfaldet, for ansvar har ingen værdi, hvis ikke det eksekveres.
Ejerne af lejligheden på Duntzfelts Alle 14 brugte 2 år på at restaurere alt det, man kan se, og alt det, man ikke kan se. Ja, restaurering, som er en anden og faglig specialiseret proces end renovering. Først og fremmest autoriserede håndværkere, selvfølgelig, men også håndværkere, der er dybt specialiseret i restaurering af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Altså, ingen kompromisser her. Og det er tydeligt.
Alt, alt, alt på 2. sal til venstre blev båret ud, og restaurerede artefakter og nyt båret ind, så lejligheden i dag står nutidig og lige så smuk og herskabelig, som da den blev opført i 1902. Her er 195 m2, højt til loftet, den smukkeste stuk, høje paneler, 17 massive fyldningsdøre individuelt udført efter mål, originale dørportaler, sildebensparket i massiv eg i en særegen, stor parketstørrelse, ny, stor og møblerbar altanterrasse med morgensol, aftensol og dyb udsigt, store rum, sydvestvendt med det lyseste lysindfald, smugkig til Øresund. Oplister bare lidt. Alle materialer er valgt fra øverste hylde, og det giver slet, slet ikke mening at fortsætte listen af leverandører og valget af materialer her, for den er lang og udleveres som dokumentation til den nye ejer.
Duntzfelts Alle er en af de mest attraktive veje i Hellerup. Her er villaer og ejendomme med lejligheder, som var man i London. Hellerup er byen med de fine strøgbutikker, restauranterne, caféerne, havnen, stranden, skoven og badeanstalten. Tidligere tiders velhavere valgte Hellerup, når de med mursten, håndværk, plads og højt til loftet ville sig selv, deres samtid og eftertid noget. For eftertænksomhed og kvalitet holder.


















