Absalonsgade 7, 4760 Vordingborg
Boligmarkedet har sine absurditeter, sådan er det




Specifikationer
Villa
- Boligareal:229 m2
- Grundareal:595 m2
- Kælder:24 m2
- Værelser:6
- Bygget/ombygget:1912/2003
- Energimærke:D
Boligmarkedet har sine absurditeter, sådan er det
Valdemarkongerne boede i Vordingborg. Ruinerne af den gamle kongeborg er her endnu med Gåsetårnet som byens absolutte vartegn. Vordingborg er en gammel færgeby, en by med gamle godser, en kirke fra 1300-tallet og rester af det største og ældste borganlæg i Danmark. Tak til Valdemarerne og især Atterdag for at skrive byen ind i Danmarkshistorien.
På hjørnet af Absalonsgade og Grundtvigs Allé ligger et lille slot med tårn og karnapper fra 1912. Det er midt i det gamle villakvarter i byen med flotte haver og grønne veje. Selv om det lille slot er renoveret, koster det mindre end en lillebitte lejlighed i Nordvest eller på Nørrebro i København. Det er én af boligmarkedets absurditeter, men sådan er det. Her er 229 m2 plus kælder og udestuer. Grunden er på 595 m2 grund med roser, buskbom, terrasser og solkroge. Det lille slot er den største invitation til parret eller familien i den lille bylejlighed, som prioriterer mere plads, hverdagskultur og kulturhistorie, gode skoler og institutioner, sportsfaciliteter, strand og natur. Her er et par gåminutter til togstationen, halvanden time efter er man i København, i bil én time. Værre er det ikke. Ærkebiskop Absalon har selvfølgelig lagt navn til gaden. Han var nærmeste rådgiver for Valdemar Den Store. Absalon kristnede Danerne og var en markant personlighed i forhold til at ændre forholdet mellem kirken og offentligheden.
Mange børnefamilier flytter til Vordingborg, fordi byen har Rudolph Steiners vuggestue, børnehave og skole. På spillestedet Star kommer store internationale stjerner først til Paris, derefter London, Madrid, København og Vordingborg. Her er hestestalde alle vegne, så hesteinteresserede flytter også hertil. Saras Have er en samling af gamle almueplanter, som har været i kulturens, skønhedens og lægekunstens tjeneste i generationer. Sara var en kendt kulturpersonlighed i Vordingborg.



















